Tænk hvis alle bogstaverne og deres lyde skulle indlæres, før eleverne kunne skrive og læse historier – det ville da være trist, og mon ikke vi ville gå glip af en masse gode historier?
Eleverne bygger med andre ord deres skrivning på de lyde, de kan høre eller allerede kender. En af de vigtigste forudsætninger for at lære er, at eleverne tør prøve sig frem. De viser herved læreren, hvor de er nået i deres staveudvikling, og læreren får således tjek på, hvornår den enkelte er modtagelig for endnu et trin på stavevejen, så der kan arbejdes videre i retningen mod det, vi kalder voksenstavning.
Målet med at indføre børnestavning:
- at give alle børn stor lyst, frimodighed og glæde ved at formulere sig skriftligt.
- at børnene hurtigere bliver dygtige ”forfattere” og ”sekretærer”.
- at skabe en atmosfære af lærelyst og rummelighed i klassen.
- at kunne give alle elever udfordringer på deres niveau – undervisningsdifferentiering.
Forventninger til børnestavningen:
- børnene vil udvikle sig i forskelligt tempo.
- det vigtigste er, at alle er i udvikling.
- i begyndelsen vil det være svært at læse det, børnene skriver – også for børnene selv, men det ændrer sig.
- de fleste børn vil med det samme få stor lyst til at skrive, men nogle skal i begyndelsen opmuntres meget.
- børnene vil undervejs pludselig bruge stumme d’er, dobbeltkonsonanter eller lignende overalt i skrivningen afhængig af deres staveudvikling, men det er kun en overgang.
I starten vil det helt sikkert være svært for os voksne at læse det, børnene skriver, men husk:
- øvelse gør mester.
- sig til barnet, at vi ikke har lært børnestavning som små og derfor ikke kan læse alt.
- lad barnet selv læse.
- vi kan læse det højt, vi kan, og ”mumlelæse” resten.
- vi kan læse indenad og bagefter kommentere de dele, vi er sikre på.
De voksnes opgave er:
- at opmuntre og rose barnet, når det skriver.
- at tale med barnet om det, det har skrevet.
- ikke at påtale stavefejl.
- at opmuntre barnet til at børnestave, hvis det spørger om korrekt stavning – ”skriv de lyde, du kan høre”.
- at forklare bedsteforældre, større søskende og andre om børnestavning.
Nogle af børnene i klassen er allerede nu klar til at begynde at skrive små historier. Andre er her i begyndelsen mest trygge ved kun at skrive enkeltord, og det er helt i orden. De vil sikkert snart få mod på at skrive historier.