Læsetræning 2. kl.

Idéer til læsetræningen hjemme


1. Fortsæt med at læse sammen med dit barn (15 min. dagligt)
Det kan være en god idé, at I laver "veksellæsning". Det betyder, at I skiftes til at læse op for hinanden, så den voksne fx læser alle venstresiderne og barnet alle højresiderne. Når du læser højt, følger dit barn blot med og omvendt, når barnet læser.
I kan også læse baglæns, på kryds (ved at skiftes til at læse et ord hver) eller andre sjove måder at læse den samme tekst på.
Børn profiterer af at læse den samme tekst 3 gange. Derefter bør man finde en ny bog.

2. Fortsæt med at læse højt for barnet
Hold fast i traditionen med oplæsning, så længe barnet selv har lyst. Det er  hyggeligt at få læst op, men samtidig skærper det også barnets interesse og motivation for selv at blive en god læser. Gennem oplæsning får barnet mulighed for at opleve bøger, som det endnu ikke selv magter at læse. Derved får barnet udvidet sin viden og sit ordforråd.

3. Lad barnet fortælle om bøger, det har læst
Vis interesse for de bøger, dit barn læser. Spørg til, hvad bøgerne handler om og lyt til, hvad barnet fortæller. På den måde er du med til at holde barnets interesse fanget omkring læsningen, ligesom det er god træning for barnet at genfortælle indholdet.

4. Sørg for, at der er rigeligt med læsestof ved hånden
Det kan være al slags læsestof som bøger, aviser, blade og tegneserier.

5. Gå på biblioteket sammen
Besøg jævnligt biblioteket og lån bøger, som dit barn selv er med til at vælge.
Biblioteket rummer massevis af velegnet læsemateriale. Ofte tilbyder biblioteket også spændende læseaktiviteter og læsearrangementer for børnene.
Hvis dit barn har et andet modersmål end dansk, kan du også låne bøger på andre sprog.

6. Sørg for, at der er TID og RO til læsning
Snak med barnet og lav evt. aftaler om, hvordan og hvornår det kan få tid og fred til at læse. TV, radio eller støjende søskende må ikke forstyrre læsningen.

7. Vis, at du selv læser
Husk på, at som forældre er vi altid forbilleder for vores børn. Det gælder også, når det drejer sig om læsning.